Konkurrenceafd. Nyheder Medaljer og drama: Pingvinen til Valle Cup 2011

Medaljer og drama: Pingvinen til Valle Cup 2011

phoca thumb_l_IMG_2052

Efter en god omgang fredagstræning d. 14. okt. 2011 kørte 6 trætte, men veloplagte piger af sted til det årlige svømmestævne ”Valle Cup” i Vorbasse. Stævnet har tradition for at markere opstarten til børnenes efterårsferie. 250 svømmere deltog i alderen 9-14 år fra hele Jylland.

 

Fredag aften var der indkvartering i Vorbasse fritidscenters sportshal, og efter at luftmadrasser var pustet op, og bamser fundet frem, blev der hurtigt ro blandt de mange børn og forældre. Vi måtte dog sande, at ”rigtige” pingviner, bliver vi nok aldrig – temperaturen i hallen nærmede sig frysepunktet i løbet af den første nat. Det tog dog ikke modet fra pigerne, som vågnede spændte op lørdag morgen og var helt klar til at komme i gang.

Ud over de traditionelle svømmediscipliner var der også sjove hold-konkurencer i alternative ”discipliner”, bl.a. ”træk-og-slip”, hvor svømmerne efter at have ”padlet” en bane på surfboard med en snor i hånden skulle trækkes tilbage af holdkammeraterne. ”For sjov” hvor svømmerne på skift svømmer 100 m crawl, 75 m bryst, 50 m i en t-shirt, samt 25 m siddende på en skumplade, samt ”Klodshans” hvor svømmerne på skift skal samle farvede klodser, som stables efter farver.

 

Selvom Valle-cup er et svømmestævne, var der lagt en stor indsats i at give svømmerne en alternativ svømmeoplevelse. Undervejs konkurrerede holdene i at lave græskar-hoveder, som senere skulle pynte og oplyse svømmehallen, der lørdag aftenen var lavet om til et ”uhyggelig” vand-disco med dansende spøgelser og hekse i bikini til disco-musik og blinkende lys. For de børn, som ikke orkede mere vand, var der lagt op til stille hyggeaften med en god film.

 

Det blev også til mange flotte resultater, og der blev kæmpet i hvert løb, pigerne deltog i. Der blev slået flere personlige rekorder, sat kravtider og høstet medaljer, sølv i holdkap 4 x 50 m fri, 2 bronze til Laura Fjordside Bang og 2 sølv til Cecilie Tommerup Sørensen.

 

Søndag var der drama. Grundet en tidtager-fejl fik Mille Moeslund Lausen fejlagtigt registreret en tid, der var ca. 20 sek. langsommere end pingvinens egen tidsmåling og en tid, som ville give adgang til de kommende årgangsmesterskaber. Video af heatet blev forelagt overdommeren, der indvilligede i at lade Mille svømme heatet igen, men som eneste svømmer i vandet. 2½ dags svømning, aften poolparty og ene i vandet er ikke den bedste optakt til at sætte en god tid. Men Mille sprang i vandet, og med 300 heppende tilskuere i ryggen svømmede Mille sig til en tid 0,2 sek. under kravtiden. En fantastisk præstation!

 

Hele weekenden var præget af en rigtig god stemning samt højt humør pigerne imellem, og der er ingen tvivl om, at oplevelsen har været med til at styrke sammenholdet og fællesskabet på holdet. De kæmpede hver især i individuelle heat med højlydt opbakning fra veninderne, ligesom de var gode til at samarbejde i hold-konkurrencerne. Motivationen og kampgejsten skyldes også i stor grad træner Claus Skallerup, der lagde en stor indsats i at coache og motivere svømmerne, og som med stor tålmodighed og et smil på læben svarede på stort og småt - selvom han kun havde ”fri”, når han sov.

 

Der var rigtig god forældreopbakning – både i forhold til at deltage i det praktiske som holdleder, banedommer osv., men også som støtte og opbakning på sidelinien, hvilket også var med at styrke den gode stemning.

Alt i alt var Valle-cup 2011 et veltilrettelagt stævne, både i forhold til indkvartering, mad, svømning samt underholdning for børnene, hvor vi fik følelsen af, at der var lagt en stor indsats i at give børnene en sjov og anderledes svømmeoplevelse. Vi kørte hjem søndag aften efter en god start på efterårsferien både for svømme-pigerne, træner, ledere og forældre.

Skrevet af Susanne Fjordside Bang og Anne Vibeke Raunstrup.

 

phoca thumb_l_IMG_2076

Foto: Fra venstre: Sarah Vibe Raunstrup, Cecilie Tommerup Sørensen, Laura Fjordside Bang, Mille Moeslund Lausen, Amalie Færk og træner Claus Skallerup Jensen. (Maria Rye deltog også i stævnet, men var ikke til stede, da dette foto blev taget).

 

 

 

Senest opdateret (Tirsdag, 03. april 2012 20:25)

 

Her er nogle af vores sponsorer. Klik her for at se øvrige sponsorer.